A-våben blev videreudviklet efter krigen
Efter anden verdenskrig var den kolde krig i gang. Det betød, at man brugte mange ressourcer på at videreudvikle de atomvåben, man havde fremstillet og brugt under krigen, og det var bogstaveligt talt kun fantasien, der satte grænser for, hvilke atomvåben, man fandt på.
Fokus var at fremstille mindre, lettere sprænghoveder, der nemmere kunne transporteres af fly og som kunne pakkes i fx torpedoer og endda artillerigranater, der blev affyret af kanoner.
Man forskede også i, om atomvåben kunne anvendes til forskellige formål ud over at udslette en by. Man undersøgte a-våbens anvendelighed som sprænghoved i søminer, torbedoer, jord til luft missiler osv. Man arbejdede sågar en overgang med at bruge atomvåben til af flytte jord med!
Efter nogen tid blev det også muligt at sende atomare sprænghoveder mod målet med missiler. Det gjorde, at udviklingen af bomber, der var beregnet til at blive transporteret i fly, blev nedprioriteret en del.
Herunder ses et lille udsnit af de atomvåben, der blev konstrueret efter anden verdenskrig.
En moderne atombombe
Her til venstre ses en model i fuld størrelse af de meget små atomare sprænghoveder, det lykkedes at fremstille under den kolde krig. Sprænghovedet kunne være i en standardstørrelse 155 mm artillerigranat. Der var tale om et taktisk våben, der kunne bruges på slagmarken som en del af en angrebsplan mod fjendtlige styrker. Sprængstyrken var meget lav i forhold til a-våben generelt og svarede til ca. 75 tons TNT.
Til højre ses en film, hvor en 280 mm atom-artillerigranat affyres. Granaten indeholdt W9-sprænghovedet, der havde en sprængkraft på ca. 15000 ton TNT
Et andet taktisk atomvåben, var den såkaldte "Davy Crockett" bombe. Denne næsten komisk udseende bombe var konstrueret til at skulle affyres fra en rekylfri kanon, der minder om den dysekanon, der i dag bruges i det danske forsvar. Davy Crockett var udstyret med et W54 sprænghoved, som havde en sprængkraft som 10-20 tons TNT.
Her til venstre ses en film, hvor våbnet bliver testet og beskrevet.
Interkontinentale missiler (ICBM) gjorde, at mange af de bestræbelser, man havde gjort sig for at gøre atombomber små og lette nok til at blive leveret til målet i fly, overflødige. Nu kunne man sende atomare sprænghoveder til mål overalt på jorden med missiler. Til venstre ses Ttan II (USA), der også blev anvendt i rumkapløbet. Til højre ses Polaris, der blev affyret fra neddykkede u-både.
Nogle missiler at typen MIRV havde adskillige sprænghoveder med. Hvert sprænghoved kunne dirigeres hen til et individuelt mål.
Herunder ses en test, hvor individuelle øvelsessprænghoveder uden sprængkraft suser ned gennem atmosfæren.
