Visse ustabile atomkerner kan spaltes, hvis de påvirkes på den rette måde.
For eksempel kan man skyde en neutron ind i en Uran 235 kerne, så den bliver til Uran 236. Denne nye kerne er så ustabil, at den spontant spaltes til Krypton 92 og Barium 141, samt tre nye neutroner og en meget stor energimængde. De tre nye neutroner flyver nu afsted med stor fart og kan ramme nye urankerner - en kædereaktion er i gang!
Denne proces kaldes fission.
Uran er et metal, der findes naturligt i undergrunden. Man bryder malm i miner, som videreforarbejdes til rent metal. Til fremstilling af A-våben kan man dog kun bruge en særlig slags - en isotop - af uranen. Denne isotop hedder U235, og det er meget svært at skille fra den 'almindelige' uran, der hedder U238.
Man kan også bruge grundstoffet plutonium til A-våben. Det fungerer i princippet på samme måde, som når Uran benyttes.
Kernespaltning giver en utrolig mængde energi!
Ren Uran
Uranmalm
I en atombombe udnytter man, at Uran 235 og Plutonium 239 selv udsender de neutroner, der skal til for at en kædereaktion kan køre. Har man nok Uran eller Plutonium, kan dette lade sig gøre. Dog må man sørge for, at kædereaktionen sker på det rigtige tidspunkt - når bomben skal gå af. Derfor lavede man en mængde forsøg, der skulle vise, hvad der skulle til, før der blev udsendt neutroner nok. Den tilstand kalder man den kritiske tilstand.
Det var ret farligt at udføre disse forsøg, for når man nærmede sig den kritiske tilstand, udsendte stoffet en stor mængde neutronstråling, som er skadeligt for kroppen. Man kaldte disse forsøg at kilde dragens hale. Faktisk døde to videnskabsmænd, da de lavede forsøg med at reflektere neutroner, som en kugle af plutonium udsendte, tilbage i kuglen ved at omgive den med et metal, der reflekterer neutroner. Med deres hænder og simple værktøjer tilføjede de mere og mere reflekterende materiale rundt om plutoniumkuglen, indtil det nåede et niveau, hvor man næsten havde en ukontrolleret fission - den kritiske tilstand. Da forskerne brugte så primitive metoder, kunne der også nemt gå noget galt! I begge tilfælde, hvor en forsker døde, skete ulykken ved, at det reflekterende materiale smuttede for dem. I et kort øjeblik fissionerede en del af plutoniummet, så et blålligt lysglimt og et pust af varme opstod. Desværre blev forskerne også ramt af en meget stor strålingsmængde. Forskerne følte først ikke meget, men de døde begge af de effekter, strålingen havde på deres krop.
Læs en længere beretning om de to dødelige ulykker.
